Matr. nr. 7a ”Hans Hansens gård”. Nu Stenderupvej 1

Niels Staunbjerg, dennes datter Ane Katrine Nielsdatter gifter sig med Peder Laursen fra Løsning, og der er aftægtskontrakt til Niels Staunbjerg 7/5-1835. Peder Laursen frikøber gården og får skøde fra Boller gods i 1863.

En kærlighedshistorie fortalt af Jørgen Borg ved byvandringen den 8. august 1996.

Niels Stauenbjerg var Jørgen Borgs tip-tip oldefar

Niels Stauenbjerg var blevet en gammel mand, men han havde en ung, køn datter. Det var kommet en ung mand fra Løsning for øre, og en dag ca. 1830 kom han, Peder Laursen, ridende til gården. Han blev beværtet med mellemmad og gammeltøl. Datteren opvartede ham med blå øjne og røde kinder, siges det. Ægteskabet blev aftalt, og de skulle så have Niels Stauenbjerg på aftægt. Byens mænd hjalp med at lave kontrakten, og den har nok været temmelig streng- Niels Stauenbjerg skulle jo ikke snydes, men da man ville indfør en bestemmelse om, at han skulle have lov til at drikke vand af gårdens brønd, blev det alligevel Peder Laursen for meget, og han skulle have sagt:”I gode frænder og bymænd, hvis I tror, jeg er så ringe en mand, at jeg vil nægte nogen at drikke vand af brønden, så må vi hellere lade dette fare”. Bestemmelsen blev slettet. De blev gift i 1834.

Årene gik og Peder Laursens børn voksede op, og en dag kom en teglværksarbejder fra Ærø, Hans Hansen, til byen. Han forelskede sig i Peder Laursens datter, Karen, og hun i ham. Men uha, det gik ikke. En gårdmandsdatter og en teglværksarbejder – det var et upassende parti. Men de ville have hinanden, så de flyttede til Lund, hvor Hans Hansen fik arbejde på teglværket, og de blev gift. Det var – som Jørgen Borg udtrykte det - på høje tid. Karen fik ikke engang sit udstyr med. De fik degnen til at bede Peder Laursen om hun dog ikke i det mindste kunne få sit udstyr, men det var nok en dårlig hjælper, for Peder Laursen regnede degnen for et pjok, så degnen måtte gå med uforrettet sag. I 1864 kommer krigen, og Hans Hansen bliver indkaldt. Karen og hendes lille dreng har ikke noget at leve af, så hun må gå til Stenderup for at bede om hjælp. Hun har drengen med, og Peder Laursen spørger, hvad han hedder. ”Han hedder Peder ligesom Jer”, svarer Karen. Og man kan forestille sig, at den hårde Peder Laursen bliver lidt blød. Karen fik hjælp. Senere i 1875 kommer de hjem og overtager gården, der bliver delt mellem Karen og en bror, der bygger en ny gård (Nu Bråvej 16?). De driver gården til 1913, hvor de holder guldbryllup. De bygger ”Aldershvile” på Lystrupvej og flytter dertil.